Rejsetips til Newcastle Fans


Hvordan kommer man til Newcastle?


Der er i dag flere muligheder og det ændrer sig med jævne mellemrum i forhold til flyruter osv. Man kan både fra København, Billund og Aalborg flyve via Amsterdam til Newcastle med KLM.

Fra København og Billund er der også mulighed for at flyve med Ryanair til Edinburgh hvor man så kan tage toget ned til Newcastle. Togturen tager et par timer og banegården ligger centralt i centrum af byen, tæt på hoteller og St James Park.

Lufthavnen ligger et stykke udenfor byen, men der går tog fra lufthavnen ind til byen hele tiden. Man kan også tage en Taxa (Uber) ind til byen, her kan man med fordel hente Uber appen.


Ankommet til Newcastle.


Der findes masser af hoteller i byen, på tidligere ture har vi bl.a. benyttet Maldron Hotel og Holiday Inn Express som begge ligger i centrum, ikke langt fra hverken banegården og St James Park.
Vi har også brugt Osborne Hotel i Jesmond, som er en rigtig hyggelig forstad i Newcastle. Her er der ca en kilometers gang ind til centrum.

Oplevelser i Newcastle.

Bortset fra det åbenlyse, nemlig at se Newcastle spille, så er der også andre ting i byen som er værd at opleve. En stadionrundvisning på St James Park er et must som Newcastle fan. I sommerhalvåret har man også mulighed for en roof top tur på St James Park.

Angel of the North er en gigantisk stålskulptur som ligger i udkanten af byen. Den er 20 meter høj og 54 meter bred og bestemt et besøg hver. En gåtur langs Tyne floden med udsigt til alle broerne og især den legendariske Tyne Bridge kan også anbefales. Er man til arkitektur så er turen ned til havnen og Tyne bestemt også at anbefale. Mange gamle og imponerende bygninger.

Et besøg i Church of St. Nicholas er også værd at nævne. Her findes nemlig et dansk kapel hvor man mindes de danskere, som under 2 verdenskrig, hjalp folk over Nordsøen fra Danmark til England.

Er man til natur og en frisk gåtur, så kan man tage toget til Whitley Bay som ligger ud til Nordsøen. Man kan også tage ud til Tynemouth, som er udmundingen af Tyne floden. 

Hvis ikke det er nok at se Newcastle spille fodbold, så er der flere muligheder for at se fodbold, ikke langt fra Newcastle. Både Sunderland, Middlesbrough, Gateshead, Hartlepool, Darlington og Carlisle ligger forholdsvis tæt på. Har man god tid kan man også tage turen til Skotland for at se en af de Skotske klubber, f.eks. Hearts eller Hibernian i Edinburgh.

Spisesteder og Restauranter

Der findes masser af lækre spisesteder i Newcastle, er du til en god bøf, så kan Miller and Carter og Tomahawk Steakhouse anbefales. Ellers er der Coop Chicken House hvor man laver kylling over åben ild, Pani’s Cafe med italiensk mad og indisk mad på Dabbawal. Ved St James Park ligger der et kinesisk/asiatisk område med mange lækre restauranter.

Natteliv og pubs

Man kan ikke sige fodbold og England uden at sige pubs, og dem er der selvfølgelig masser af i Newcastle. Den mest legendariske når det omhandler fodbold er nok The Strawberry, som ligger lige overfor St James Park.  Ellers er der Three Bulls Head, The Bridge Tavern, Percy Arms, Old George Inn, The Goose, Crown Posada og mangle flere. En lille men lidt overset pub er Rose & Crown. Billige pints og super hyggelig stemning og betjening. På The Gunner Tavern ved banegården kan man få en Guiness med valgfrit billede printet i skummet. Shearers ved St James Park er selvfølgelig også et must visit.

Hele Newcastle centrum summer af liv om aftenen og natten i weekenderne, der er masser af diskoteker og natklubber med musik for enhver smag og der er mennesker overalt. Man vil også opleve at prisen på alkohol er noget lavere end i Danmark. Prisen på f.eks. en pint varierer typisk fra 2-4 pund.