Vedtægter

Nedenfor er fanklubbens vedtægter gengivet, som vedtaget på generalforsamlingen den 1. marts 2023.

Kapitel I: Almindelige bestemmelser

§ 1 Navn og hjemsted
Stk. 1:
Foreningens navn er “Newcastle United Denmark”.

Stk. 2:
Foreningen har hjemsted i Danmark.

Stk. 3:
Foreningen er stiftet den 1. marts 2023, men fungeret som Facebookside ”Newcastle United Denmark” og debatgruppen ”Newcastle United Denmark – Debatten” siden 2009.

§ 2 Status og uafhængighed
Stk. 1:
Foreningen er en selvstændig organisation, der ledelsesmæssigt og økonomisk er uafhængig af Newcastle United.

Stk. 2:
Foreningen er politisk og religiøs neutral.

§ 3 Formål
Stk. 1:
På positiv vis at fremme interessen for den engelske fodboldklub Newcastle United og udbrede viden om klubben og foreningen i Danmark.

Stk. 2:
Være samlingssted i Danmark for personer med interesse for Newcastle United og skabe grobund for et stærkt sammenhold blandt alle personer med interesse for Newcastle United

Stk. 3:
Foreningen arbejder for formålene bl.a. på Facebooksiden ”Newcastle United Denmark” og debatgruppen ”Newcastle United Denmark – Debatten”, nyheder osv., med hjemmesiden www.nufc-denmark.dk og repræsenteret i FANcup, ture og andre aktiviteter.

§ 4 Medlemmer
Stk. 1:
Som medlem kan optages enhver, som kan tilslutte sig foreningens formål, og som er bosiddende i Kongeriget Danmark eller er dansk statsborger.

Bestyrelsen fører en liste over medlemmer.

Stk. 2:
Bestyrelsen kan i konkrete tilfælde godkende optagelse af et medlem, der fraviger stk. 1.

Stk. 3:
Bestyrelsen kan i særlige tilfælde nægte optagelse af et medlem. Beslutning herom kræver dog, at mindst halvdelen af alle bestyrelsesmedlemmer har stemt for at nægte optagelse. Såfremt vedkommende ønsker det, skal beslutningen fremlægges på førstkommende generalforsamling.

Stk. 4:
Medlemskabet er personligt og kan ikke overdrages. Der kan kun oprettes ét medlemskab pr. person.

Stk. 5:
Ethvert medlem forpligter sig til:
a) at arbejde for at fremme foreningens formål
b) at udvise ordentlig opførsel ved foreningens arrangementer.

§ 5 Medlemskab og kontingent
Stk. 1:
Medlemskabet tidsubegrænset

Stk. 2:
Den pågældende betragtes som værende fuldgyldigt medlem af Newcastle United Denmark når denne har modtaget bekræftelses e-mail med medlemsnummer.

Stk. 3:
Udmeldelse sker ved henvendelse til kassereren.

§ 6 Medlemskort
Stk. 1:

Foreningen har ingen medlemskort.

Kapitel II: Foreningens organisation

§ 7 Ordinær generalforsamling
Stk. 1:
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed og afholdes altid i Danmark.

Stk. 2:
Den ordinære generalforsamling afholdes én gang årligt – senest inden udgangen af oktober måned.

Stk. 3:
Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal.

Stk. 4:

Generalforsamlingen afholdes altid fysisk, dog med mulighed for videolink.

§ 8 Ekstraordinær generalforsamling
Stk. 1:
Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, såfremt et flertal af bestyrelsen finder det nødvendigt, eller et flertal af den ordinære generalforsamling vedtager et forslag om dette.

Stk. 2:
Ekstraordinær generalforsamling skal ligeledes afholdes, når mindst 25 % af medlemmerne skriftligt fremsætter en begæring herom. Begæringen skal indeholde en angivelse af det/de punkter, der ønskes behandlet og være underskrevet af de enkelte medlemmer. I sådanne tilfælde skal 2/3 af underskriverne møde op, ellers kan bestyrelsen afvise generalforsamlingen.

Stk. 3:
Ekstraordinære generalforsamlinger skal indkaldes senest 14 dage efter, anmodningen er modtaget med samme frister, som er gældende for den ordinære generalforsamling.

§ 9 Indkaldelse til generalforsamling
Stk. 1:
Indkaldelse til generalforsamling skal ske på foreningens hjemmeside og Facebookside med mindst 3 ugers varsel.

Stk. 2:
Medlemmer tilmelder sig deltagelse på generalforsamlingen via Facebook event inden udløbet af den i indkaldelsen fastsatte frist.

Stk. 3.
Dagsorden udsendes til de tilmeldte medlemmer senest 7 dage forud for generalforsamlingen via Facebook eventet.

 

§ 10 Generalforsamlingens ledelse:
Stk. 1:
Generalforsamlingen vælger sin dirigent blandt de tilmeldte medlemmer. Denne påser, at generalforsamlingen er indkaldt i overensstemmelse med foreningens vedtægter og leder denne.

Stk. 2:
Generalforsamlingen vælger en referent blandt de tilmeldte medlemmer. Denne fører referat over generalforsamlingen, der undertegnes af dirigenten.

Stk. 3:
Stemmeret på generalforsamlingen har forhåndstilmeldte og fremmødte medlemmer. Der kan ikke stemmes ved fuldmagter. Ethvert medlemskab har én stemme.

Stk. 4:
Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpelt flertal, medmindre andet fremgår af vedtægterne.

Stk. 5:
Hvis blot 25% af medlemmerne på generalforsamlingen begærer skriftlig afstemning, skal dirigenten sørge for, at dette sker.

§ 11 Dagsorden på generalforsamling
Stk. 1:
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal som minimum omfatte følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Valg af referent
3. Formandens beretning
4. Fremlæggelse af revideret regnskab og budget for det kommende år
5. Øvrige beretninger
6. Fastsættelse af kontingent for den efterfølgende sæson.
7. Forslag fra bestyrelsen og medlemmerne
8. Valg til bestyrelsen og suppleant til bestyrelsen
9. Valg af revisor og revisorsuppleant
10. Eventuelt

Stk. 2:
Dagsorden på en ekstraordinær generalforsamling skal omfatte følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Valg af referent
3. Forslag fra bestyrelsen og medlemmerne

§ 12 Forslag fra medlemmer
Stk. 1:
Forslag fra medlemmerne, der ønskes behandlet på en generalforsamling skal sendes skriftligt til et medlem af bestyrelsen og være denne i hænde senest 5 dage før generalforsamlingens afholdelse.

§ 13 Bestyrelsen
Stk. 1:
Foreningen ledes af en bestyrelse, der varetager den daglige ledelse af foreningen.

Stk. 2:
Bestyrelsen består af op til 8 personer og op til 3 suppleanter, der konstituerer sig selv på følgende poster: Formand, næstformand og kasserer.

Stk. 3:
Bestyrelsen vedtager en forretningsorden og fordeler alle ansvarsområder for foreningens virke imellem sig.

Stk. 4:
Valgbare til bestyrelsen er alle myndige medlemmer, der har været medlem af foreningen i de seneste 9 måneder forud for generalforsamlingen.

Stk. 5:
Bestyrelsesmedlemmer og suppleanter vælges for 2 år af gangen efter følgende retningslinjer: Halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne er på valg hvert lige år, og den anden halvdel er på valg hvert ulige år. Genvalg er muligt.

Stk. 5.1:

Første valg er dog allerede efter 1 år, således der ikke bliver én 3 årig periode for halvdelen af bestyrelsen. Første valg er i 2024.

Stk. 6:
Fratræder et bestyrelsesmedlem i valgperioden, kan en suppleant indtræde i bestyrelsen. Fratræder flere bestyrelsesmedlemmer, udpeger bestyrelsen selv de fornødne suppleanter, der bliver medlem af bestyrelsen, indtil førstkommende ordinære generalforsamling, hvor der, såfremt de fratrådte medlemmer af bestyrelsen var i deres første år af valgperioden, afholdes erstatningsvalg for disse med en valgperioden på kun et 1 år.

Stk. 7:
Bestyrelsen kan nedsætte udvalg og arbejdsgrupper efter behov. Disse er altid underlagt bestyrelsens beslutninger.

§ 14 Bestyrelsesmøder
Stk. 1:
Bestyrelsen afholder møder så ofte, som det er påkrævet, dog mindst 4 gange årligt.

Stk. 2:
Bestyrelsen fører referat over samtlige møder. Referatet godkendes af de deltagende bestyrelsesmedlemmer.

Stk. 3:
Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer, heriblandt formanden eller næstformanden, er til stede. Er et eller flere bestyrelsesmedlemmer fraværende, indtræder suppleanten på lige fod med de deltagende bestyrelsesmedlemmer.

Stk. 4:
Alle afgørelser træffes ved almindeligt flertal blandt de deltagende
bestyrelsesmedlemmer. Ved stemmelighed, er formandens stemme afgørende.

Stk. 5:
Medlemmer, der ønsker forslag behandlet på bestyrelsesmøder, indgiver disse skriftligt til et medlem af bestyrelsen.

Stk. 6:
Suppleanterne bliver inviteret til bestyrelsesmøderne, men har ikke mødepligt. Ligesom bestyrelsen kan invitere andre personer til at deltage efter behov.

Stk. 7: Hvis bestyrelsen ikke er fuldtallig, kan et medlem videregive sin fuldmagt til eventuelle afstemninger.

Kapitel III: Forenings økonomi

§ 15 Regnskab og revision
Stk. 1:
Foreningens regnskabsår løber fra 1. august til 31. juli det følgende år.

Stk. 2:
Regnskabet skal give et retvisende billede af foreningens aktiver og passiver, dets økonomiske stilling samt årets økonomiske resultat.

Stk. 3:
Regnskabet revideres og påtegnes af den på generalforsamlingen valgte revisor og godkendes på den ordinære generalforsamling. Godkendes regnskabet ikke på den ordinære generalforsamling, kan det gøres på en ekstraordinær generalforsamling.

Stk. 4:
Regnskabet offentliggøres sammen med dagsordenen til den ordinære generalforsamling til de tilmeldte medlemmer på eventet.

§ 16 Revision
Stk. 1:
Foreningens regnskab revideres af den på generalforsamlingen valgte revisor.

Stk. 2:
Revisionen skal gennemføres i overensstemmelse med almindeligt anerkendte revisionsprincipper, og revisor har adgang til alle bøger og beholdninger vedrørende foreningens regnskabsvæsen.

Stk. 3:
Revisionen skal være tilendebragt så betids inden den ordinære generalforsamling, at regnskabet med revisors påtegning kan udsendes til de tilmeldte medlemmer.

Stk. 4:
Revisor og revisorsuppleanten vælges for 1 år af gangen.

§ 17 Økonomiske midler
Stk. 1:
Foreningens likvide formue, med undtagelse af den til enhver tid nødvendige kassebeholdning, skal være anbragt på en bankkonto, som kassereren alene disponerer over.

Stk. 2:
Omkostninger ved afholdelse af arrangementer tilstræbes inddækket af de deltagende medlemmer, medmindre bestyrelsen godkender andet.

Stk. 3:
Bestyrelsen tager konkret stilling til refusion af omkostninger, hvor medlemmer har repræsenteret foreningen.

§ 18 Tegningsret og hæftelse
Stk. 1:
Alle bestyrelsesmedlemmer kan tegne foreningen. Ved større dispositioner, der ligger udenfor budgettet, kan det dog kun ske efter beslutning fra generalforsamlingen eller bestyrelsen.

Stk. 2:
Ingen medlemmer udenfor bestyrelsen kan handle i foreningens navn uden bestyrelsens godkendelse.

Stk. 3:
Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den af foreningen til enhver tid tilhørende formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelse nogen personlig hæftelse.

Kapitel IV: Foreningens aktiviteter

§ 19 Foreningens Facebook grupper
Stk. 1:
Michael Søgaard og Anders Tom Christiansen administrer og ejer Facebooksiden ”Newcastle United Denmark” og debatgruppen ”Newcastle United Denmark – Debatten”

Stk. 2:
Michael Søgaard og Anders Tom Christiansen udpeger suppleanter til det administrative arbejde

§ 20 Hjemmeside og e-mail adresser
Stk. 1:
Foreningen opretter og opretholder hjemmesiden (domænet) www.nufc-denmark.dk.

Stk. 2:
Bestyrelsen vedtager retningslinier for hjemmesidens opbygning og drift og udpeger en administratorer for denne.

Stk. 3:
Foreningen sikrer sig retten til e-mail adresse med præfixet “@nufc-denmark.dk”.

Stk. 4:
Bestyrelsen administrer disse e-mail adresser.

§ 21 Billetter
Stk. 1:
Foreningen tilstræber at kunne skaffe billetter til Newcastles kampe til medlemmerne.

Stk. 2:
Bestyrelsen udpeger en billetansvarlig og vedtager bestemmelser for administration af billetterne (billetregler).

Stk. 3:
Overtrædelse af disse bestemmelser kan medfører eksklusion efter vedtægternes bestemmelse om dette.

§ 22 Andre aktiviteter
Stk. 1:
Foreningens formål søges opfyldt gennem en lang række andre aktiviteter for medlemmerne, herunder forsøger foreningen at være repræsenteret i det årlige FANcup, at arrangere ture til St. James Park (Newcastles hjemmekampe) og ture til kampe med Newcastle United på andre lokationer.

Stk. 2:
Foreningen forsøger at opretholde et net af lokationer rundt i Danmark for at kunne skabe lokale aktiviteter.

Stk. 3:
Foreningen opretholder kontakter til Newcastle United og forsøger at opnå indflydelse på, hvordan klubben håndterer samarbejdet med fanklubber.

Stk. 4:
Foreningen samarbejder med andre fanklubber, såfremt dette kan understøtte foreningens formål.

Kapitel V: Afsluttende bestemmelser

§ 23 Æresmedlemmer
Stk. 1:
Tidligere og nuværende spillere i Newcastle United kan af generalforsamlingen efter bestyrelsens indstilling udnævnes til æresmedlemmer.

Stk. 2:
Tilsvarende kan gøres for andre, der kan udøvet en ekstraordinær stor indsats for at fremme foreningens formål.

Stk. 3:
Æresmedlemmer behøver ikke at være bosiddende i Danmark eller være danske statsborgere.

Stk. 4:
Bestyrelsen fører en liste over æresmedlemmer og sikrer sig godkendelse hertil.

§ 24 Vedtægtsændringer
Stk. 1:
Ændringer af vedtægter kan ske på enhver generalforsamling, når mindst halvdelen af de fremmødte medlemmer stemmer for forslaget, medmindre det medfører lempelse af bestemmelsen om foreningens opløsning. I så tilfælde skal vedtægtsændringen ske efter reglerne i bestemmelsen om foreningens opløsning

§ 25 Eksklusion
Stk. 1:
Bestyrelsen kan eksludere et medlem, når særlige forhold giver anledning dertil, herunder hvis medlemmet har modarbejdet foreningens formål eller ved overtrædelse af medlemmets forpligtelser. Beslutningen kræver dog, at mindst halvdelen af alle bestyrelsesmedlemmer har stemt for eksklusionen.

Stk. 2:
Eksklusionen træder i kraft øjeblikkeligt.

Stk. 3:
En eksklusion skal fremlægges på den førstkommende generalforsamling, hvis vedkommende anmoder skriftligt om dette.

§ 26 Foreningens opløsning:
Stk. 1:
Foreningen kan opløses, når mindst 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer for et forslag om opløsning på 2 af hinanden følgende generalforsamlinger, hvoraf den ene skal være ekstraordinær og indkaldt udtrykkeligt og udelukkende til dette formål. De 2 generalforsamlinger skal afholdes med mindst 4 ugers mellemrum.

Stk. 2:
Såfremt det besluttes at ophæve foreningen, skænkes foreningens likvide midler til WorFlags donation https://worflags.org.uk/donate/